35 ton ventilhus er nu løftet på plads

05. september 2025

Det var en særdeles vigtig brik, vi forleden fik manøvreret ned foran vores to, store akkumuleringstanke.

Måbjergværkets to nye akkumuleringstanke står nu i fuld højde.

Den ene mangler stadig sin ”vinterfrakke”, men den er på vej.

På vej var også et 35 ton tungt ventilhus.

Det ankom midt i august, og vi stod klar med et kamera, da det skete.

Hvordan huset kom af lastbilen og blev manøvreret på plads - på ganske lidt plads – kan du derfor se i videoen her på siden.

Ventilhuset er en form for bindeled mellem Måbjergværket og de to nye akkumuleringstanke, som hver kan indeholde 10 millioner liter fjernvarmevand.

Af samme grund går der flere af de store fjernvarmerør både ind i og op i det lille hus.

Fjernvarmevandet skal nemlig kunne ligge på lager i de to nye tanke, indtil det skal videre ud til varmeforbrugernes radiatorer.

Det lille, nye hus kan derfor også meget vel kaldes et ”fordelerhus”, som helt automatisk måler både temperatur og vandmængde i de to akkumuleringstanke.

Efter planen kan vi tage akkumuleringstank nummer ét, som er blevet isoleret og beklædt, i brug senere på efteråret.