Her skal være to gigantiske tanke med vand
24. januar 2025
De vil kunne ses helt ud på motorvejen, og det er da også store planer, vi har med de to nye akkumuleringstanke, som er på vej op af jorden ved Måbjergværket.
Der bliver lige nu knoklet på livet løs i, hvad der mest af alt ligner en sandkasse i kæmpeformat ved siden af kraftvarmeværket Måbjergværket i Holstebro.
To akkumuleringstanke, som de hedder, hver med plads til 10.000 kubikmeter vand – det er rigtig meget vand – er ved at blive bygget.
Tankene bliver cirka 30 meter høje og vil hver have en diameter på 22 meter. Vægtklassen er 10.000 tons plus det materiale, tankene er lavet af.
Fundamentet skal derfor være ret solidt, og det er netop den del, der arbejdes på lige nu.
- Vi har fået gravet en tre-fire meter jord af, fortæller Aksel Heltoft, som er projektleder hos Vestforsyning, der ejer Måbjergværket sammen med Struer Energi.
- Det har vi for at komme ned i noget stabilt og for at kunne bygge en sandpude op, som der nu kan støbes et fundament i.
Siden arbejdet så småt begyndte tilbage i oktober 2024, er der også blevet forberedt en rørforbindelse ind til selve Måbjergværket.
Hvad den skal bruges til, kommer vi tilbage til.
De to "termokopper"
Måbjergværket, som producerer fjernvarme til forbrugerne i Holstebro og Struer kommuner, har allerede en akkumuleringstank på 5.000 kubikmeter.
I den kan der være fem millioner liter vand. To nye tanke med det dobbelte i kapacitet er altså lidt af en forøgelse i lagerkapacitet for nu at sige det mildt.
- Det er til at tage spidserne i morgendriften og om eftermiddagen, siger Aksel Heltoft og forklarer, at det helt grundlæggende handler om at kunne have godt med varmt vand på lager.
Altså dét varme vand, som sendes ud til forbrugerne, når de skruer op for radiatorerne.
Inde på selve Måbjergværket står det, vi selv kalder en elkedel i kæmpeformat, som meget i denne branche jo er.
Elkedlen kan lave varmt vand via strøm, og det gør den især, når der er masser af billig strøm i overskud.
Med to nye og dobbelt så store akkumuleringstanke kan Måbjergværket lige pludselig opbevare fem gange så meget varmt vand.
Akkumuleringstanke fungerer nemlig lidt som en termokop for nu at blive i køkkensproget.
Mere bæredygtig varme
- Med de to nye akkumuleringstanke vil vi virkelig kunne få lavet noget varme, når strømmen er billig, fortæller Aksel Heltoft:
- På den måde bliver varmen også billigere, end den ellers ville have været, og mere bæredygtig, fordi den strøm, vi bruger til at lave varmen, primært er grøn strøm.
De udsving, vi i dag ser i elprisen, vil dermed kunne udnyttes langt bedre.
Helt konkret vil akkumuleringstankene altid være fyldt med vand, og når de er fuldt "opladet", om man så kan sige, vil vandet i dem være op til 85 grader varmt.
Opladningen sker ved, at der tilføres varmt vand fra Måbjergværket, som ud over elkedlen også har kedler til fast brændsel til at lave varmen.
Vi er dermed tilbage til, hvorfor der også er ved at blive lavet en rørforbindelse fra Måbjergværket og ud til de nye tanke.
Det varme vand i akkumuleringstankene kan i sidste ende sendes ud som fjernvarme til forbrugerne i Holstebro og Struer kommuner, når de har behov for det.