Måbjergværket har fået en elkedel i kæmpeformat
08. august 2023
Fjernvarmeforbrugerne vil kunne mærke det direkte på pengepungen, forklarer driftschef på Måbjergværket, Ove Hauris Jespersen, om nyt tiltag, som endda også er grønt.
Kraftvarmeværket Maabjerg Energy Center - BioHeat&Power, i daglig tale kaldet Måbjergværket, fik i begyndelsen af året en ”lille” ny.
Nærmere bestemt 4. januar, hvor der blev sat strøm til en ny elkedel.
Og her kommer de fleste nok til at tænke på den, mange af os har til at stå på køkkenbordet. Den her er lidt større for nu at sige det mildt.
- Vi har i de første måneder i gennemsnit kunnet producere omkring 10 procent af fjernvarmen til Holstebro og Struer i den, fortæller driftschef på Maabjerg Energy Center - BioHeat&Power, Ove Hauris Jespersen.
Erfaringerne med den nye elkedel, som producerer grøn fjernvarme, er gode.
- Der sidder tre højspændingselektroder i sådan en elkedel og varmer vandet op. Det er 10 kilovolt, så der er smæk på, forklarer Ove Hauris Jespersen og tilføjer, at strømmen kommer fra den grønne linje.
Kom og se den
Når der er overskud af grøn energi, hvilket der eksempelvis kan være midt på dagen, hvor solen skinner meget, kan Måbjergværkets nye elkedel lave varme af det.
Det hjælper til med at stabilisere elnettet, og det giver fjernvarmeforbrugerne en grøn fordel.
- Den enkelte fjernvarmeforbruger vil kunne mærke det her direkte på pengepungen, siger driftschef Ove Hauris Jespersen:
- Det er alt andet lige en billig energiform, fordi vi omsætter den el, som er i overskud.
I spidsbelastningsperioder vil den nye kedel også kunne bruges frem for afbrænding af naturgas.
- Den er med til at sikre forsyningen, hvis der for eksempel er havari på en af vores ældre kedler, som har kørt siden 1993, fortæller Ove Hauris Jespersen og kigger lidt ind i fremtiden:
- Det her er en af grundstenene. Fjernvarmen bliver mere og mere elektrificeret.
Vil du se og høre mere til kedlen, afholder Maabjerg Energy Center - BioHeat&Power åbent hus 18. august kl. 11-13 på Måbjergværket, Energivej 2 (kør ind fra Struer Landevej).