Vestforsyning og Struer Energi vil sælge biogasanlæg

11. oktober 2023

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er klar til at købe og investere et trecifret millionbeløb i Maabjerg Energy Centers biogasanlæg. Det skal udvides og udvikles til fremtiden.

Det er en af de helt store spillere, som nu melder sig på det nordvestjyske biogasmarked.

Copenhagen Infrastructure Partners, der er blandt verdens største, når det kommer til investeringer i grøn infrastruktur, er klar til at købe Maabjerg Energy Centers biogasanlæg.

Anlægget, som ligger tæt på Måbjergværket i Holstebro, er overvejende ejet af de kommunalt ejede forsyningsselskaber Struer Energi og Vestforsyning.

- Der er meget fokus på biogasanlæg lige nu, og CIP har udvist en oprigtig interesse i at ville udvikle og udbygge vores anlæg, siger Christian Hagelskjær, som er adm. direktør for Maabjerg Energy Center.

Det lokale biogasanlæg behandler i dag 500.000 tons gylle årligt og genererer rå biogas til el og varmeproduktion.

- Vi forventer at øge den samlede kapacitet af bæredygtig biomasse til 800.000 tons årligt, fortæller Andreas F. Brandt, som er partner hos CIP, og fortsætter:

- Derudover vil vi udvikle nye forretningsmodeller for anlægget, herunder 30 millioner kubikmeter opgraderet biogas til gasnettet og 40.000 tons biogent CO2 til Power-to-X industrien.

 

Knudepunkt for bioenergi

Med de nye investeringer forventer CIP at kunne bidrage til at skabe både vækst og lokale arbejdspladser.

- CIP har en grundlæggende tro på, at bioenergiprojekter skal forankres lokalt og samtidig være et vigtigt omdrejningspunkt for udviklingen af landbruget, forklarer Andreas F. Brandt.

Foruden de allerede planlagte investeringer ser CIP fremtidsmuligheder i udbygningen af bioenergi-knudepunktet med 2. generations bio-ethanol og pyrolyse projekter.

Dette element har fra start været en af de fundamentale overvejelser i forbindelse med investeringen, og derfor undersøges mulighederne for etablering af et anlæg til bio-ethanolen i Måbjerg nu. 

- Vi ser frem til at samarbejde med eksisterende og nye partnere i lokalområdet om at skabe et knudepunkt for dansk bioenergi, siger Andreas F. Brandt:

- Vi ser et stort potentiale i effektiv konvertering af bæredygtig biomasse til grøn gas og grønne brændsler. Avanceret bioenergi kommer til at spille en nøglerolle i den grønne omstilling.

 

En konstant bremseklods

Struer Energi og Vestforsyning er dermed på vej ud af biogas, forklarer bestyrelsesformand i Struer Energi Kjeld Graversgård:

- Vi ville rigtig gerne have været med til at udbygge andelen af vedvarende energi på det her område, men på grund af reglerne for offentligt ejede virksomheder ville vi have været en konstant bremseklods.

- En udvidelse af biogasanlægget kræver, at man laver en opgradering af biogassen til gasnettet. Det er der ikke lovhjemmel til, at vi gør som kommunalt ejede selskaber, tilføjer Pernille Bloch.

Hun er bestyrelsesformand for Vestforsyning, som med et salg af biogasanlægget sammen med Struer Energi sørger for, at Maabjerg Energy Center får et trecifret millionbeløb.

Leverandørforeningen hilser det velkomment, at CIP kommer med en positiv approach til den grønne dagsorden og udtrykker vilje til at investere massivt i fremtidens grønne løsninger.

- Leverandørforeningen ser frem til fortsat at være medejer og en loyal og troværdig leverandør af biomasse til Måbjerg Biogasanlæg, siger formand Jørgen Tørnæs.